Hej Pia,
Smukt skrevet, sidder her med billeder i mit hovede og griner "med" dig. Glæder mig til fortsættelsen!

Kærlige hilsner Frank

Pyha nåede lige flyet til Bilbao efter en ”lille” sprit gennem sektion B Frankfurt lufthavn og sidder nu i flyet (som efter min mening er liiige lille nok, en enkelt størrelse større ville ikke gøre noget…. behøver nok ikke sige at det at flyve ikke er en af mine favorit discipliner). Vi svæver oppe i gud ved hvilken højde, og heldigvis har jeg i dagens anledning investeret i et rigtig godt dansk dameblad, og får selskab af Pernille Højmark, ja altså kun via en artikel i bladet selvfølgelig, men en skøøøn kvinde, så levende og nærværende at det føles som godt selskab. Hun er interviewet omkring hendes livsanskuelse, og hun rammer mig lige mellem øjnene med udtalelser som ”Sundhedsbølgen og alle disse nye bøger om at leve uden sukker, mælk, hvede osv. er med til at fastholde, især kvinder i en kronisk dårlig samvittighed” og ”Ingen kan nyde noget med mindre det er et glas vand og et stykke agurk”, ja og her er jeg så liiige nødt til at tilføje at vandet naturligvis skal være filtreret og agurken økologisk …. Ha ha ha. Længere nede i artiklen skriver hun noget om mod ….”Hver gang du gør noget du ikke tør, er det en sejr. Hvis du ikke konfrontere dig selv med mod, bliver du mere bange” ….. Det er jo derfor jeg gør det her! …Nå men helt ærligt er jeg hunde angst for hvad jeg skal møde på min tur, har blandt andet læst skuespilleren Shirley Maclain`s bog om hendes Camino tur, og om hvordan hun måtte løbe for livet fra gale hunde i øde byer langs ruten, og er der noget det kan få min puls til at galoperer, er det løse hunde over knæhøjde, specielt dem med lyd på!! Og på den anden side syntes jeg jo det er så sejt, og glæder mig ved tanken om bare at gå og gå og kun tænke på de helt basale behov, så som hvor får vi vand, mad og en soveplads (og så måske lige en enkelt vandrestav til at forsvare mig med, hvis en ikke helt så gæstfri en hund skulle krydse min vej).
Klokken 05:35 PM lander vi i Bilbao og gensynsglæden er stor, da vores rygsæk kommer til syne på rullebåndet blandt bagage i alle farver og faconer.(sjovt et rullebånd med begaga kan få voksne mennesker til at står på nakken af hinanden for at stå forrest, hvad er det de tror der sker med deres kuffert hvis den bliver nødt til at tage en ekstra runde ? se det dog som en ekstra sejrsrunde for publikum ) Nå nu gælder det så transport til første destination Burgos. Vi når en bus, som afgår lige foran lufthavnen, og med lidt hjælp fra en dansk turist (som taler flydende spansk) får vi af chaufføren at vide, at han kører til en større busstation i midtbyen, hvorfra vi kan tage en bus videre til Burgos, super. Næste udfordring opstår så da vi på busstationen skal bestille to billetter til Burgos, da vi ikke forstår en lyd spansk, og det åbenbart er det eneste sprog man kan her i landet, men med papir, blyant og kropssprog (en kode der er nogenlunde den sammen uanset nationalitet ) kommer man langt. Snart sidder vi en bus, med nummeret pladser (ups! very impotent!), sæder betrukket i det skønneste velour betræk i lilla nuancer og et loft betrukket med grønt velour, vi er simpelthen kommet til et farvernes land. Musikken der strømmer ud fra højtalerne er spansk folkemusik og giver den helt rette stemning mens vi bevæger os på vej mod vores første overnatning på refugium, her i landet kaldet ”Albergue”.
I Burgus forsøger vi så igen at kommunikere med en billetsælger, om hvordan vi i morgen kommer videre til byen Astorga hvor vi skal vandre fra …. Tja.. uden den store succes, og vi vælger at udsætte udfordringen til næste morgen og drager, med vores rygsække, ud i Burgos by mod byens smukke Katedral, bag hvilken vi har læst der skulle ligge et ”Albergue”. ”Albergue de Burgos” med 96 sengepladser og ja ….hvis vi syntes at det at bestille busbilletter var en udfordring, så prøv lige at kommunikere med to ældre spanske kvinder der taler som vandfald…på spansk. Vi var ikke helt sikre på vi var gået ind i det rigtige hus overhovedet, så derfor stod jeg og viftede med mit medbragte hæfte over Albergue, som jeg havde fået tilsendt fra Turist kontoret ved den Spanske ambassade i København, og det var noget de ikke havde set før. Det udløste et sand bombedement af spanske verber og vilde armbevægelser, som vi desperat forsøgte at tolke, ja det var vist ”bon bon” der blev nikket anerkendende, og nu gik turen mod vores første sovesal, MEN først af med støvlerne i stueetagen … øh …det var vi da ikke meget for, det var jo vores nye bedste venner!!! Og vores var jo slet ikke beskidte, vi var jo ikke rigtige pilgrimme endnu, det længste vi var gået vare fra busstationen og til dette Albergue, men der var ingen vej uden om. Så gik turen op på 2 sal og der i hjørnet fik vi tildelt en køjeseng. ”Mutter” opdagede der manglede en hovedpude i den ene seng, og spottede den hos en træt pilgrim, som havde valgt at hvile sine ømme fødder på den ekstra hovedpude hun havde erhvervet sig. Hun blev rusket vågen og hovedpuden revet væk under hende, og det var ikke populært !!! og det skulle vise sig at komme flere pilgrimme til ”glæde” de næste par timer, hvor den engelsktalende pige først i tyverne, højlydt brokkede sig over alt og intet, og da hun så var faldet i søvn startede et sandt orkester af snorken og andre sjove lyde, tak skæbne, nu skulle de medbragte ørepropper stå sin prøve…høreværn havde nok været en bedre investering. Mit liv som pilgrim var påbegyndt.

---

Selvstændig terapeut, underviser og foredragsholder siden 1996, med en baggrund som bl.a. FDZ Zoneterapeut, lægeeksamineret idrætsmassør, Kostvejleder, "Motion og sundhedsfremme" fra Syddansk Universitet samt div. kurser i selvudvikling og biokemi. Elsker at arbejde med menneskets trivsel fra forskellige vinkler. Kan kontaktes på thera@thera-pi.dk eller 23956808.

Det er tidlig morgen i Burgos, dagslyset titter frem ved gardinerne, og klokken er omkring kl. 5.30, folk begynder at røre på sig og enkelte lister omkring og pakker deres ting, og hvisker lidt med de øvrige der er stået op. Kl. 07.00 fyldes sovesalen med stille spanske toner fra højtalerne … neeeej hvor hyggeligt, og så bliver lyset tændt og jeg ligger og lytter til en sagte summen at pilgrimme,der sludre på mange forskellige sprog!! Nå ud af fjerne, nå ja fjerene er måske så meget sagt, for i denne ultra tynde sommersovepose jeg har været så heldig at låne hjemmefra, er der vist ikke skyggen af fjer i, men ikke desto mindre har jeg godt nok svedt i nat, måtte smide stort set alle kludene, og nu trænger jeg godt nok til et bad. Hmmm gad vide hvor lang en kø man så skal stå i ? … ingen!! Ingen stod i kø til de to brusere der var til rådighed til en sovesal med små 40 sovepladser, underligt?! Nu skal mit nyindkøbte ”vaskeskind” så indvies, wouw en underlig fornemmelse, det kommer jeg aldrig til at holde af, der skal da en god lakering til før det kan være behageligt.
Klokken har lige passeret 08.00 og vi går ned i stueetagen og finder vores støvler, her sidder folk og monterer støvler, justere stropper på deres rygsække, tjekker kort, vandflasker osv. og alt forgår i stilhed …. Meget speciel stemning? Og lidt efter lidt forsvinder folk ud af døren med en hilsen ”Bone Camino” og også vi er klar til afgang. Vi føler os stadig ikke som ”rigtige” pilgrimme for vi skal videre med bus lidt endnu, så vi drager mod busstationen, hvor dagens første udfordring venter, at få bestilt de rigtige billetter. Vi glæder os til at komme i gang med at vandre, og måske vi kan nå at få lidt km. i benene allerede i dag?? Nå første afgang mod Astorga er kl. 11.30 …nedtur. Vi går tilbage mod katedralen, for så kan vi jo nå at se den, det var jo ikke så tosset endda, nå … åbner først kl. 10.30, ja …. Så morgenmad da? Vi finder en skøn lille ”Bar” (ja det er altså på bar men indtager morgenmad her på egnen) som ligger på torvet lige foran byens fantastiske katedral, som står der og troner med sine mange spir, der strækker sig mod morgensolen. Vi føler os som rigtige turister, som vi sidder der i morgensolen og smæsker os i frisk frugt, jogurt, frisk presset juice, croissanter, ”café con leche” (som er kaffe med mælk, et af de vigtigere spanske gloser vi fik lært) og bladre lidt i den spanske ordbog, alt i mens vi forsøger at få tungen til at rulle til de spanske verber, helt klart til stor underholdning for de omkringsiddende gæster.

Wauw et besøg i katedralen i Burgos kan varmt anbefales helt fantastisk stort og flot, men kan dog ikke lade være at tænke på hvor mange mennesker man kunne være i stand til at brødføde eller huse, for de midler der bruges på at guldbelægge alle disse mange kvadratmeter væg- og loft udskæringer, men imponerede ser det ud. Klokken nærmer sig 11.30 og vi går mod stationen, som de stolte indehavere af hele to smukke stempler i vores Pilgrimspas (et fra Albergue og et fra Katedralen) og det, på trods af, at det længste vi har gået er de knap 1½ km. der er til busstationen, men den tur har vi jo så trods alt også gået hele 3 gange i dag .
Dagens bustur viser sig at byde på et skift i Leon efter en køretur på 3½ time, vi kan lige nå at vende toiletterne (hvilket jo altid er en oplevelse i sig selv, specielt hvis man har glemt at medbringe sit eget papir til formålet) og gribe en ”frokost ting” i en kiosk på stationen i Leon, inden bussen til Astorga afgår. Denne ”frokost ting” viser sig at dog at være noget butterdejs lignende med tun, og efter en enkelt bid vælger vi begge at parkere den i en skraldespand uden for stationen. Turen videre til Astorga varer yderligere godt 1½ time, og efter en dag på vand, riskiks, mandler og tørrede tranebær, har sulten overmandet os, og kort efter sidder vi endnu engang på en dejlig fortovs cafe og leger turister, denne gang med en skøn middag og et glas vin på byens hyggelige torv. Overnatningen i dag bliver på et privat ejet Albergue ”Albergue San Javier” som ligger rigtig hyggeligt midt i byen og koster godt og vel det dobbelte af det kommunale i Burgos, nemlig 7 euro., hmm kan det nu også være rigtigt ? jamen altså …ved nærmere eftertanke er det jo stadig rørende billigt !! Her bliver vi så bombarderet med spørgsmål … på spansk naturligvis, da det viste sig at vores Pilgrimspas ikke var forsynet med alle de nødvendige oplysninger, der skulle bruges til indkvarteringen. ”A pie” ??? jae øh pige, det kan han da vel se?? Men næ nej ”a pie” betyder ”til fods” fandt vi ud af, da han spadserede med to fingre over bordpladen … ja og på den måde fik vi så ajourført de manglende oplysninger ved fælles hjælp. På vej op af trappen til sovesalen møder vi en ung mand med et godt tilbud … ”massage af ømme lemmer til en træt pilgrim”… meeen den kategori falder vi vist ikke under…. Endnu!!, det skulle da lige være rumpen der stadig sover lidt, efter endnu en dag at bliver transporteret fra A til B siddende på sin bagdel.
Nu måtte vi altså i gang med vores Pilgrimsvandring, men det blev ikke til gåtur i dag, da klokken ganske enkelt var blevet for mange, men vores plan om at lave skriveøvelser (11-22) i 11 fortløbende dage, kunne sættes i værk. Så vi gik mod kirken, som lå midt i byen omkranset af en skøn have med smukt trimmede plæner, farverige blomsterbede og enkelte historiske statuer, og fandt os en rolig grøn plet.
Kort før sengetid, faldt vi i snak med en lille gruppe tyskere, bl.a. ”far og søn”, hvor farmand førte ordet, en lun fætter der udover at kunne berette om hans tidligere vandring på denne strækning, også kunne et par lidt frækkere historier mens vi sad der på svale gangen blandt nyvaskede undertøj i alle størrelser og faconer. En tysk kvinde, som havde været på vej i flere uger helt fra Caminoens start i Saint Jean Pied de port i Frankrig, kunne fortælle gribende historier om hvordan hun havde kæmpet sig over Pyrenæerne i sne og slud, om frygten og trætheden og om folk der måtte hentes ned fra bjerget pga. ildebefindende. Så da vi lå der i vores køjeseng, godt ned i posen for ikke at komme til gnuppe os for meget på de lidt udtjente madrasser og puder, som givetvis kunne fortælle mange spændende historier, så var vi SÅ KLAR til at komme ud og GÅ. I MORGEN, den store dag!!!!

---

Selvstændig terapeut, underviser og foredragsholder siden 1996, med en baggrund som bl.a. FDZ Zoneterapeut, lægeeksamineret idrætsmassør, Kostvejleder, "Motion og sundhedsfremme" fra Syddansk Universitet samt div. kurser i selvudvikling og biokemi. Elsker at arbejde med menneskets trivsel fra forskellige vinkler. Kan kontaktes på thera@thera-pi.dk eller 23956808.

Hej Birgitte.
Dejligt at høre:-). Ja rejsen for 16 dage incl. min flybillet tur/retur Billund/Bilbao (1498,-) har kostet mig lige i omegnen af 5500 kr.Utrolig billigt og kan sandsynligvis gøres billiger ell dyere, alt efter hvor ofte man overnatter på andet end kommunale Albergue som klart er de billigste, ca.3 Euro pr. overnatning.
Varmeste sommerhilsner
Pia

---

Selvstændig terapeut, underviser og foredragsholder siden 1996, med en baggrund som bl.a. FDZ Zoneterapeut, lægeeksamineret idrætsmassør, Kostvejleder, "Motion og sundhedsfremme" fra Syddansk Universitet samt div. kurser i selvudvikling og biokemi. Elsker at arbejde med menneskets trivsel fra forskellige vinkler. Kan kontaktes på thera@thera-pi.dk eller 23956808.

kære pia min dejlige rejsemakker, skønt at læse din version, du skriver godt.
janni

Turen i dag går op i bjergerne og jeg syntes der er lidt ”regnskovs vildenes” over det, måske fordi tågen ligger som en dyne over landskabet, som er skønt frodigt og vildt, og vi går på ganske små stier, fantastisk flot. Efter de første 5,7 km, hvor jeg virkelig har haft fokus på den skønne natur omkring mig, nærmer ”byen” sig … Foncebadon ….. spøgelsesbyen , som jeg har læst om i Shirley McClain’s bog om hendes pilgrimstur … den forladte by, der kun er bosat af vilde hunde ….Vi når til byskiltet, som vi dårligt kan se pga. tågen, det er stille ….. meget stille ….og de øvrige pilgrimme vi har mødt i løbet af morgnen, er selvfølgelig ikke at se nogen steder … mit hjerte banker så det er lige ved at springe ud af min brystkasse …. Hvorfor fa… læste jeg også den bog!! Nå men min kære rejsemakker (som nu jo har bekendt kulør og jeg derfor fremover godt kan kalde Janni :d/ ) hankede op i mig og vi bevægende os ind i byen … en gade men gamle faldfærdige stenhuse på begge sider … og hunde, mange hunde … og pludselig ud af tågen springer en kat frem, blot en halv meter foran os, og hvæsede som gjaldt det dens liv, og det viser sig at det er efter tre store hunde der nærmede sig os bagfra …. Tak… vores lille skytsengel! … MEN mange, mere eller mindre forkomne hunde, lusker rundt om os, og jeg kan ikke komme hurtigt nok ud af byen. Desværre er det bare op af bakke hele vejen gennem byen, og Janni må have en kort pause, ..åh nej … det var s.. lige før jeg havde smidt hende og hendes rygsæk på nakken, bare for at komme videre, men så godt kørende var jeg nu heller ikke. Det var den lægte km på hele den tur, men selvfølgelig kom vi godt ud på den anden side, uden så meget som et bjæf fra ”beboerne”, og på trods af den fortsatte stigning på ruten, får jeg rimelig hurtigt ro på mit lille forskræmte hjerte.
Mens vi støt og roligt ”kravler” op af bjerget møder vi vores ven ”Barcelonamanden”, (som i nok har gættet kommer han fra Barcelona), en virkelig sympatisk fyr sidst i 50èrne, som vi falder i snak med. Ja snak og snak…. vi skal jo også lige have luft til bjergbestigningen, men vi følges mere eller mindre med ham resten af dagen, hvor han hele tiden sørger for at have ”bagtroppen” med. Han fortæller, at han over de sidste 3 år, har brugt en uge af hans ferie på en bid af denne tur, og hans tur i år slutter i O`Cebreiro, hvorfra han rejser til Rom, hvor han skal nyde en uges hotel ferie med konen.
En af de større pilgrims seværdigheder på denne dagstur er ”Jernkorset” som står på toppen af en 10 meter høj træpæl på en lille forhøjning. Det er virkelig et spøjst syn der møder en, når man nærmer sig denne høj. Traditionen siger, at man som pilgrim, skal have medbragt sten hjemmefra, som kan symbolisere ens bekymringer, for man så kan efterlade disse for foden af dette jernkors. Men i denne kæmpe bunke af bekymringer og sorger, kunne man også finde breve, bamser, kunstige blomster og skaller, hvorpå der var skrevet på alverdens sprog. Vi fik taget et billede, gjorde os lidt tanker og forlod vores ”Barcalonaven” med hans madpakke midt i alverdens bekymringer .. det kan ikke være godt for fordøjelsen hiii. Videre vandrede vi ind i det smukt skovområde, hvor vi mødte flere efterladte vandrestøvler der hang og dinglede ned fra træerne og vegetationen ændre sig nu til farverige gyvelkrat, hvor vi slog os ned med vores madpakke mens vi nød udsigten ud over en smuk dal der lå forude. Resten af turen går op og ned af bjergsider omgivet af de smukkeste lyngplanter og gyvelbuske i gule og hvide, alt i mens vi skiftede fra regntøj til ”ikke regntøj” i takt med vejrskiftet. På den sidste del af turen blev der lidt langt imellem de gule pile, og der opstod lidt forvirring og ruten, men sammen med vores nye ven, som gik og ledte efter guld (ja han havde styr på historien og denne del af ruten var åbenbart en gammel ”guldrute”), fandt vi frem til El Acebo (16,7 km). Her var det blevet tid til at få tanket vandflasken og mens vi stod der ved byens kilde, ankom der en turist bus stoppet med Japaner, og kort efter var vi pludselig den store turistattraktion … smil til de store Japanske fotolinser .

---

Selvstændig terapeut, underviser og foredragsholder siden 1996, med en baggrund som bl.a. FDZ Zoneterapeut, lægeeksamineret idrætsmassør, Kostvejleder, "Motion og sundhedsfremme" fra Syddansk Universitet samt div. kurser i selvudvikling og biokemi. Elsker at arbejde med menneskets trivsel fra forskellige vinkler. Kan kontaktes på thera@thera-pi.dk eller 23956808.

Hej Pernille.

Lyder som en smuk ide`, men jeg må sige de yngste jeg mødte på min tur var større teenager (17-18 år og derover). Jeg kan dog umiddelbart ikke se, der skulle være noget problem i at yngere kunne være med på turen, hvis du tror din søn kan stilles med daglige vandringer som dagens højdepunkt, og du kan få det ud af turen, du drømmer om, med den daglige ansvar for din søns trivsel. Længden af de daglige ture er jo helt op til jer selv, og busser kører på de fleste strækninger, så hvis i syntes en stækning ser ud til at byde på større udfordringer end i bryder jer om at kaste jer ud i, er det jo altid et alternativ. Dog vil jeg måske være lidt betænkelig ved det første stræk fra Frankrig over Pyrenærene, denne tur gik jeg ikke selv, men kunne forstå på alle de skønne mennesker jeg mødte på turen, at denne strækning ikke var helt ufarlig hvis man f.eks. rendte ind i dårligt vejr. Men der findes meget godt litteratur om turen, som fint beskriver højdekurver osv. En ide ville oså være at kontakte Foreningen af Danske Santiagopilgrimme www.santiagopilgrimme.dk.
Held og lykke med din videre planlægning af en fantastisk tur Varmeste hilsner fra Pia

---

Selvstændig terapeut, underviser og foredragsholder siden 1996, med en baggrund som bl.a. FDZ Zoneterapeut, lægeeksamineret idrætsmassør, Kostvejleder, "Motion og sundhedsfremme" fra Syddansk Universitet samt div. kurser i selvudvikling og biokemi. Elsker at arbejde med menneskets trivsel fra forskellige vinkler. Kan kontaktes på thera@thera-pi.dk eller 23956808.